Operationen lykkedes - patienten døde

Sørgeligt - sørgeligt....
I lørdags, den 29. marts, så jeg, at 2 af larverne var i gang med at konvertere til biller. Der var kommet brune dækvinger over bagkroppen og brunt panser på foreste del af kroppen, underkroppen og benene var lyse endnu.
Den 30. marts var al min opmærksomhed henledt på min datters konfirmation og der blev derfor hverken set til eller pusse-nusset om mine mel-skrubber, fhv. melorme.
I dag så jeg, at havregrynene var blevet angrebet af skimmelsvamp. De var temmelig langhårede. Det kunne se ud som, at svampen osse havde angrebet billerne - de var li' så langhårede og lå på ryggen.

R.I.P.

På fotoet her over ses bil..... undskyld, melormene lige efter de havde skiftet "ham". Jeg troede i lang tid de var døde, men det si'r sig selv - når tøjet strammer, hæmmes bevægeligheden.
Hvad skal jeg så gøre bedre næste gang jeg får melorme...?

• Bruge tørt jord eller sand.
• Droppe agurkeskiven - den forefindes næppe i deres foretrukne levested: kornsiloen.
• Behandle glasset med Atamon inden det tages i brug og måske osse spraye lidt på det jord som blever fyldt i glasset.
• Hav tålmodighed.

Der var en udsendelse på DR2 om vandets hukommelse og det jeg hæftede mig mest ved i den udsendelse var japaneren med de 3 glas vand og ris.
Det første glas hilste han på og smilte til hver dag, glas nr. 2 fik skæld ud og glas nr 3 blev ignoreret. Efter en måned var stillingen denne:

• Risene i det først glas gærede helt efter bogen,
  
• risene i det andet glas blev angrebet af svampe og
  
• risene i det tredie glas var helt sorte og indtørrede.

Helt afgørende, jeg vil smile meget mere til mine melorme næste gang.

Tilbageblik

Det var netop her i disse omgivelser jeg tossede rundt som knægt. På egne ben, uden voksen vejledning – godt nok, indtil der var én som tabte en jernbanesvelle på min tommelfinger, så neglen røg af - dagen før min fødselsdag.

Så vidt jeg husker, måtte jeg, efter panikken havde lagt sig og lægen havde renset såret og lagt forbinding om, ud på marken og finde mine træsko, som var strøget a' i farten hjem til moar.

Naboens søn, som var ca 7 år ældre end jeg, havde bygget en hytte ind i skrænten ved bækken. Der ”boede” vi i fritiden og legede små voksne, havde madpakker med hjemmefra, eller når der var høst, så kunne der ske at naboens husstand havde saft og kager med og nød en pause i høsten.

Ren hygge. Solens stråler gennem trætoppene, ingen vind og bækkens sagte rislen akkompagneret af fuglenes sang – som kun høres i gamle Morten Korch-film.

Det har været et mål for mig at opleve stilheden fra min barndom igen med lydbilledet fra Morten Korch filmene – scenerne, hvor der hverken er dialog eller underlægningsmusik, men kun et vue ud over kornmarken badet i solskin og fuglekvidder.

Det er ikke opfyldt endnu, om det så skyldes at jeg er - ”der er løbet meget vand i bækken siden” - blevet gammel og halvdøv eller om fuglene er holdt op med at kvidre – det må tiden vise.

Noget er der sket – måske er jeg bare stresset og sanseløs, når jeg færdes i naturen om sommeren.

Linierne om stilheden, der var en plage, er en refleksion over min barndom, hvor der var masser af stilhed – især om sommeren. Eftermiddage i bagende sol – alle var på job eller sov til middag – det gjorde man dengang ude på landet – uden legekammerater og noget at give sig til. Hvad gjorde jeg så?

Sansede – og fandt på ”dumme nykker”.

Der var en kilde på marken overfor hytten, hvor vi kunne drikke vandet – uden at blive syge. Det smagte fantastisk, husker jeg – bedre end vandet, fra boringen derhjemme, som smagte af rust.

Der gik kvier på marken, som sikkert osse havse haft deres muler i kilden, men det tænkte vi ikke på. Vi havde sat nogle sten om kilden som hævede vandspejlet over det omliggende niveau, så kunne vi nemmere finde den.

En go' dag.

På vejen ned til min plet faldt jeg tilfældigvis over noget som ligner tudseæg eller tapetklister. Tudseæg er, så vidt jeg husker, runde, klare og samlet i en klase - de har en lille sort plet i midten. Tudseæg finder man som regel i en sø, en dam eller i et vandhul (defineret som noget der forsvinder når solen får mere magt).
Dem her eller "dét" her fandt jeg midt på en mark - så tudseæg er det ikke.
Senere fandt jeg noget lignende på en gammel, rådden træstub.






Her er et godt gemmested, hvis man er et lille dyr.






Forfald









Set fra oven








Anemoner - tror jeg - i så fald Hvid Anemone.
Til trods for det "søde" navn er den giftig. Anemonol fra 30 planter er dødelig dosis



Her er de så!!
De første fotos af den Plettede Gøgeurt.

På vej - vol.II.

Et kildevæld -

Jeg savner de dage
hvor stilheden var en plage.

Et par gamle Piletræer, som henleder tankerne på eventyret Fyrtøjet.
I husker nok at soldaten skulle kravle ned i et hult piletræ for at komme ind i skatkamrene til de store hunde - men som piletræet, her, osse bærer præg af: der er løbet meget vand i bækken siden dengang.




Kodriver eller Primula. Jeg fik engang fortalt, at det var min bedstefar eller oldefar, som plantede et par kodrivere ud i området langs med bækken.
Hvis det er korrekt, så kan man da sige, at han har sat sit spor i landskabet.

Flere Primula'er

Her er min biotob, hvor jeg så en Gøgeurt for et par år siden.






Den groede ud af skrænten her. Om det var Den Plettede Gøgeurt, eller om det var tale om en krydsning eller en Maj-Gøgeurt, det ved jeg ikke. Der skal Felt-floraen og en lup på bordet for at bestemme den helt til bunds.

På vejen herned så jeg en Musvåge kredse over området... og hørte dens typiske skrig.

På vej

Vejret var super i dag, så jeg tog cyklen ned til min skønne plet, hvor jeg vil beskrive årets gang og naturens forvandling.

Her - på vej ned til min biotop.

Velkommen

Jeg kender en et sted, hvor der gror en Plettet Gøgeurt. Den er sjælden og fredet og det er spændende at se om den bliver ved med at komme på dette hemmelige sted.
I denne blog vil jeg holde jer opdateret med Gøgeurten og hvad der ellers sker på min plet på jorden.